Grænsesætning ifht. sine børn er noget der udfordrer rigtigt mange forældre. 

Den mest almindelig fejl vi begår, når grænsesætningen slår fejl – er at vi skruer op for grænserne og truer med hårdere og hårdere konsekvenser.

Det er en fejl!

Alle børn har behov for voksne, der kan opsætte rammer og grænser omkring dem, men grænser og konsekvenser skal altid balanceres med ros, opmuntring og positivt samvær… ellers virker grænserne nemlig ikke.

Denne artikel handler om, hvordan du kan gribe grænsesætningen an, så det ikke er nødvendigt at skrue op for retorikken og sætte hårdere konsekvenser.

Manglen på grænser har betydning for trivslen

Det er nok ikke særlig overraskende, at hvis børn kun mødes med grænser, restriktioner og negativitet, så kan man ret hurtigt konstatere, at børnenes trivsel er nedadgående.

Ligeså lidt overraskende er det, at hvis børn mødes med ros og opmuntring og positivt samvær, så vil vi se en opblomstring i børnenes trivsel…

Men – og det er nok for de fleste ret overraskende, så er trivslen ikke vedvarende – for hvis børn ikke også mødes af rammer og grænser, så vil trivslen stagnere, for dernæst at begynde at falde.

Grænser og grænsesætning – hænger uløseligt sammen med ros og opmuntring

En tommelfingerregel, når man taler om det perfekte forhold mellem ros og opmuntring – og grænsesætning, hedder 5:1. Det vil sige, at for hver gang man sætter en grænse eller f.eks. hæver stemmen, så skal der være fem positive interaktioner…

Det lyder for mange helt uoverskueligt – og helt uopnåeligt… Det er heller ikke nødvendigvis nemt fordi konflikterne fylder så meget, men hvis grænsesætningen skal fungere, så er det nødvendigt enten at rose noget mere eller kritisere og grænsesætte noget mindre.

Ignorering er en form for grænsesætning

Der er forskel på grænsesætning, men forskning har vist, at jo mildere, jo mere forudsigelige og konstante grænserne og grænsesætningen er, jo bedre kan vi udholde at give dem, jo nemmere kan børnene udholde at få dem – og jo mere læring er der i grænsesætningen og for børnene.

Ignorering er en af de mildeste former for grænsesætning. Det er dog aldrig barnet man ignorerer – det er altid kun adfærden man ignorerer.

Det mest forfærdelige for et menneske er at føle sig uelsket, og det kan børnene ganske nemt komme til at føle sig – uelskede, hvis man undviger dem og ignorerer alle deres forsøg på genetablering af kontakt. Det er altid kun adfærden man kan/ må/ skal ignorere.

Ignorering, afledning, ros

Når børnene sparker på forsædet i bilen, så ignorer adfærden – henled opmærksomheden på noget andet… Manden på cyklen med den sjove kasket, koen på marken, eller historien om dengang mor var lille.

Når fødderne er i ro, så ros det: ”Dejligt I sidder så stille med benene”. Hvis fødderne igen – på et tidspunkt, begynder at sparke, så bed børnene sidde stille med benene – ligesom de gjorde lige før…og find så på noget andet at tale om – og aflede med.

Det kan lyde af meget og føles hårdt – særligt når man er på vej hjem efter en lang dag henholdsvis i børnehave og på arbejde, men det er besværet værd – og det er slet ikke så hårdt som det lyder.

Tværtimod – for du undgår både de udmagrende og opslidende konflikter – du undgår at skælde ud og føle opgivelsen og afmagten… og børnene – de lærer både at regulere sig og hører efter – og føle sig gode nok… og det er altså slet ikke så dårligt 😊

SLUT MED SKÆLD UD

Få glade børn der gør, hvad du ber’ dem om

Få min guide “5 måder at takle røv-trælse møgunger”

Denne guide vil på kort tid ændre stemningen i din familie så du igen kan få glade børn, der gør hvad du beder dem om – helt uden skæld ud.

Guiden giver dig nogle enkle og konkrete tips til at få dine børn til at høre efter