Hvis der er noget som julen byder på, så er det traditioner. Hver familie har sine traditioner… om alt muligt forskelligt – og altså også om julekalendere.

Denne artikel sætter fokus på hvad der særligt komplicerer tingene for børnene – og hvad du kan gøre for at imødekomme børnenes behov, sådan de oplever retfærdighed – og sådan at december bliver en hyggelig og god måned for jer alle.

Hvis der er noget som julen byder på, så er det traditioner. Hver familie har sine traditioner… om alt muligt forskelligt – og altså også om julekalendere.

I nogle familier køber man altid børnenes u-landskalender, i andre familier får børnene pakkekalendere, eller chokoladekalendere, eller adventskalendere eller også har børnene en julesok, som på mystisk vis, hver nat fyldes med endnu en lille gave – og så er der selvfølgelig også nogle familier, hvor man griber tingene helt anderledes an og måske slet ikke har julekalendere.

Alt er tilladt og intet er mere rigtigt end andet, MEN det betyder ikke, at det er helt problemfrit – særligt hvis man bor i en ny familie med sammenbragte børn… så kan det faktisk blive endda noget problematisk at finde ud af det her med julekalendere.

Traditioner og retfærdighed

Det ER svært at være barn – og se at andre børn i familien får større eller flere julekalendere end en selv.

Uanset hvor meget barnet forsøger at glæde sig på de andre børns vegne – og uanset hvor meget I voksne forsøger at forklare, hvordan tingene hænger sammen, så er det svært for det barn som får mindst.

Børnene skal selvfølgelig – alt imens de vokser op, lære at håndtere forskelle og det ubehag det giver anledning til – men der er virkelig ingen grund til, at de skal lære det lige i december.

Selvom det med julekalendere handler om forskellige traditioner, så oplever børnene – uanset hvor meget de prøver at forstå og lægge låg på, at det er uretfærdigt.

Børnene oplever sig uretfærdigt behandlet… og selvom det slet-slet ikke handler om retfærdighed eller ej, så giver fornemmelsen af uretfærdighed også en følelse af, at man ikke er lige så meget værd og lige så højt elsket som de andre børn.

Gaver er selvfølgelig ikke lig med kærlighed, men oplevelsen af uretfærdighed (f.eks. i form af ingen gaver) giver følelsen af, at man ikke har værdi og er elsket.

Retfærdighed og omsorg

Julekalendere behøver ikke at være helt ens – og alle børnene behøver heller ikke at have det samme antal julekalendere, men alle børnene har behov for at blive mødt på sine følelser uanset om de har form af vrede, tristhed eller ligegyldighed.

Børnene har behov for at blive set i sine forældres øjne og få anerkendt sine følelser…

Der er nemlig intet galt med et barn der føler sådan – og det vigtigste er, at du fortæller dit barn, at du kan se hvordan det har det og at du sagtens forstår, at det er svært – og at du vil hjælpe med at bære ubehaget og bringe barnets videre…

”Det må være svært at se, at Mikkel og Anna får pakkekalendere af deres farmor. Jeg har lagt mærke til, at du virker ked af det. Det kan jeg godt forstå, men jeg skal nok hjælpe dig – så klarer vi det sammen – os to”

4 praktiske overvejelser om julekalendere

1) Jo mere overblik I har over julen og julekalenderne, jo nemmere bliver det for børnene.

Har I styr på hvem der får hvilke kalendere?

Har I styr på hvem der skal åbne hvornår – hvis I altså har dele kalendere?

Har I styr på om kalenderen skal med frem og tilbage mellem børnenes to hjem?

Har I styr på hvem der gør hvad?

Har I styr på det?

2) Hvis børnene ikke får helt det samme – og ikke har det samme antal julekalendere, så prøv at minimere forskellene.

– Også selvom det betyder, at I må opfinde en lille ekstra kalender til et af børnene.

Jo mindre forskelle der er – jo hurtigere og bedre lærer børnene at udholde forskelle og frustrationer.

3) Overvej om I skal have en fælles juleweekend/ adventskalender.

Lav f.eks. en kalender selv med fælles hyggelige juleaktiviteter gemt bag lågerne. En låge kan gemme lys, ler og gran og indikere at I skal lave juledekorationer, en anden låge kan gemme mel og krymmel og indikere at I skal bage, og en tredje låge kan gemme et juletræ og indikere at I skal fælde – eller måske pynte juletræ osv. Det er kun fantasien der sætter grænser.

4) Aftal med din eks om børnene skal have sine julekalendere med mellem deres to hjem eller ej.

Tal også med jeres nye partnere om, hvordan I kan gribe det an. Der er ingen rigtige eller forkerte måder, men der er fordele og ulemper ved begge dele – det er dem I skal have øje på, og på den baggrund træffe jeres beslutning ud fra.

Traditioner kommer ikke af sig selv

Traditioner er noget som opstår over tid og i takt med at livet leves. I skal bygge videre på det der fungerer fra begge jeres familier, finde fællesnævnere og lade jer inspirere – og vupti… inden I får set jeg om, så er I på vej med jeres egne rigtig gode julekalender traditioner hjemme hos jer.

Er du ny på siden?

Velkommen til!

Jeg hedder Janne og er familiekonsulent. Jeg er ekspert i børn og familier – og med speciale i at skabe ro, samhørighed og tilknytning mellem børn og forældre..

Min mission er at skabe mulighed for udvikling. Udvikling af børnene, af forældrene – og af familien. Jeg drømmer om – og jeg stiler efter, at både børn og voksne skal have de bedste muligheder for at knytte sig til hinanden og skabe det fundament som livet leves fra.

Bedste venner guide til sammenbragte familier