Mange skilte forældre stiller mig spørgsmålet: Hvad er bedst for børn ved skilsmisse? Det er et ret bredt spørgsmål. Men når det handler om ønsket om at støtte og hjælpe dit barn igennem de følelser og det kaos som en skilsmisse åbner op for, så er der 9 ting, som kan gøre en kæmpe forskel for dit barn.
De 9 tips til at hjælpe dit barn
Her får du mine tips til hvad der er bedst for børn ved skilsmisse. Brug dem som en tjekliste når dit barn har brug for din hjælp. På den måde har du mulighed for at spore dig ind på, hvor du kan sætte ind og gøre en forskel.
# 1 Hvordan omtaler du din eks?
Uanset årsagerne til, at du og din eks har ladet jer skille, så er virkeligheden den, at dit barn elsker jer begge. Det værste i et barns liv er hvis det ikke må føle og vise sin kærlighed. Kærligheden bliver nærmest hjemløs og sætter sig som en dyb sorg i barnet.
Du skal være opmærksom på, at dit barn hører alt og fornemmer alt. Du bør ikke tale nedværdigende om barnets far i dets påhør. Det smerter dit barn – og gør det ked af det. Hvis du synes din eks svigter jeres barn så vær opmærksom på at dine følelser er dine – og at dit barn stadig har brug for sin far. Du kan sige til dit barn, at du synes det er synd for det og at du bliver vred på dets far, men at du godt ved at det elsker sin far og BARE skal blive ved med det.
Hvis andre taler nedsættende om din eks i dit barns påhør, så bør du stoppe dem.
# 2 Hvordan har du det selv?
Dit barn fornemmer alt. De følelser du har kan dit barn mærke. Det er vigtigt, at du rummer dig selv og dine følelser. Fordi ikke-rummede følelser er meget voldsomme og kan gøre et lille barn bange. Anerkend dine følelser – eller få hjælp til det. Det er nemlig sådan at følelser som rummes aftager i styrke og gør det nemmere for dig at hjælpe dit barn.
Føler du, du ikke har den ro til at give dit barn større sikkerhed, kan du måske finde hjælp i mit kursus: Hjælp dit barn trygt gennem skilsmissen.
# 3 Er der forudsigelighed i dit barns liv?
Alle børn har brug for forudsigelighed. Men når det indre er i oprør, så er der endnu større behov for forudsigelighed i det ydre. Fortæl og forbered dit barn om de ting der skal ske. Du kan f.eks. lave familiemøder en gang om ugen hvor ugeskemaer udfyldes. Du kan lave gennemskuelige samværsplaner, komme hjem-rutiner, og gøre noget ud af at overholde alle de bittesmå aftaler som en dag består af.
Forberedelse og forudsigelighed spiller en afgørende rolle i forhold til at skabe tryghed og hjælpe sit barn med at lykkes og håndtere sine følelser og sit liv.
# 4 Bruger du tid sammen med dit barn – leger i sammen?
Dit barn har brug for dig. For at være sammen med dig. Dit barn vil sikkert gerne bruge en del tid foran diverse skærme, men udvikling og beroligelse foregår altså i kontakten mellem mennesker. Det at blive set i et andet menneskes øjne giver selvforståelse og selvværd.
Du bør lege med dit barn, læse, gå ture, se fjernsyn, synge, spille spil osv. Du skal gøre alt det som er sjovt og rart – og som knytter jer sammen.

Er du ny på siden?
Velkommen til!
Jeg hedder Janne og er familiekonsulent. Jeg er ekspert i børn og familier – og med speciale i at skabe ro, samhørighed og tilknytning mellem børn og forældre..
Min mission er at skabe mulighed for udvikling. Udvikling af børnene, af forældrene – og af familien. Jeg drømmer om – og jeg stiler efter, at både børn og voksne skal have de bedste muligheder for at knytte sig til hinanden og skabe det fundament som livet leves fra.
#5 Inddrager du dit barn i forskellige pligter?
Alle børn har brug for at høre til og have betydning. Du bør inddrage dit barn i forskellige daglige gøremål. Det er fordi inddragelse og deltagelse giver anledning til at man føler sig nyttig og have værdi.
Det at gøre noget sammen knytter mennesker sammen. Det har dit barn brug for særligt efter at jeres lille familie er blevet adskilt.
Vil du vide lidt mere om, hvorfor det er godt og nødvendigt at dit barn får pligter? Så kan du læse mere om børn og pligter her.
#6 Sætter du grænser for – og udfordrer du dit barn?
Nogle gange kan man faktisk godt synes, at man vil skåne sit barn fra unødigt pres og således slækker på de krav og forventninger man i øvrigt altid har haft. Men dit barn har virkelig brug for, at du stadig sætter grænser og stadig sørger for at udfordre dit barn. Dit barn har brug for, at du kan være den klippe det kan læne sig op ad… Og hvis det begynder at mærke og føle, at du, og måske også din eks, viger og bliver usikre, så smitter I med lynets hast jeres barn med usikkerhed.
Grænser skal bruges med henblik på at undgå, at ting og uenigheder eskalerer og udvikler sig til konflikt. Hold fast i at dit barn stadig skal børste tænder, stadig skal sætte sin tallerken på køkkenbordet, stadig tømme sin taske osv. Støt og hjælp på vej hvis dit barn har brug for det.
Nogle gange fortæller børnene, at de gerne må et eller andet hos deres far. Det er vigtigt, at du ikke lader dig aflede og blot husker på at rammer og grænser er med til at skabe tryghed for dit barn. Når du venligt og bestemt holder fast så lærer barnet, at du er den klippe som det altid kan læne sig op ad.
#7 Giver du dit barn følelsesmæssig omsorg – trøster og taler du med dit barn?
Noget af det sværeste ved en skilsmisse er at udholde den smerte man ser i sit barn. Man ved ikke hvad man skal gøre, og man er bange for at gøre tingene værre – men du kan ikke gøre tingene værre… kun hvis du lader være med at gøre noget.
Når du ser at dit barn det svært, så sæt dig hos barnet og trøst det som du har trøstet mange gange før når det f.eks. har slået sig. Tal med dit barn om dets bekymringer og om de tanker som plager. Du skal slet ikke have nogle ambitioner om, at du skal løse eller fixe tingene og følelserne. Du skal bare være der for via din nærværende og omsorgsfulde trøst og kontakt heler dit barn ganske stille.
#8 Ser dit barn regelmæssigt andre tilknytningspersoner?
Selvom du og din eks er blevet skilt og ikke længere skal dele hinandens familier, så familierne jo stadig jeres barns familie. Dit barn har brug for at se sine bedsteforældre og andre tilknytningspersoner regelmæssigt. Når børn ikke ser sine tætte voksne, så sætter savnet og tomheden sig i dem. Husk at bedsteforældre har potentialet til at hæve sig over mulige konflikter og blot være dit barns samme ”gamle” kærlighedsgivere.
#9 Er du den voksne?
Selvfølgelig er du den voksne og det skal du blive ved med. Børn skal inddrages og have indflydelse, men det skal hele tiden være afstemt efter deres udviklingstrin. Børn har brug for at føle at de er i sikkerhed og de har brug for tryghed og udfordringer for at udvikle sig – og det kræver en voksen.
De 8 foregående tips til at hjælpe og støtte dit barn igennem skilsmissens følelsesmæssige kaos er alle ting som er med til at give dig ballast – og gøre dig til den voksne som dit barn har brug for.
Jeg håber du blev lidt klogere på, hvad der er bedst for dine børn ved skilsmisse. Det kan være en god idé regelmæssigt at vende tilbage til listen for at tjekke, om du stadigt har fokus på disse punkter. Du kan evt. gemme linket som et bogmærke, så det er nemt at vende tilbage.
Derudover vil jeg bare sige rigtig god fornøjselse.
Kærlig hilsen
Janne Press

Hjælp dine børn til at få et bedre forhold til hinanden
Søskende er en gave… det meste af tiden Et af de allerstørste ønsker forældre har – er, at ens børn skal have det godt med hinanden. De fleste søskende har det også ganske glimrende med hinanden – i alt fald noget af tiden… For det kan virkelig være svært at forstå,...

Den mest almindelig fejl vi begår, når vi sætter grænser
Grænsesætning ifht. sine børn er noget der udfordrer rigtigt mange forældre. Den mest almindelig fejl vi begår, når grænsesætningen slår fejl - er at vi skruer op for grænserne og truer med hårdere og hårdere konsekvenser.Det er en fejl! Alle børn har behov for...