Nu har det stået på i lang tid – ja næsten i al den tid, du og børnenes far har været skilt, at dit barn opfører sig trist og sur efter at have været på weekend hos sin far. Du bliver helt usikker på, om det er for meget for dit barn at være hos sin far – eller om det måske er for lidt?
Det kan virkelig være kompliceret at finde en balance mellem hvor meget og hvor lidt børnene er hos henholdsvis deres mor og far, og selv om man finder en deling som synes at være god – ja så kan barnet stadig reagere med f.eks. trods og tristhed.
Når børn reagerer på f.eks. overgangen mellem at være hos henholdsvis mor og far, så er det en fuldstændig normal reaktion på, at det er kompliceret at være barn i adskilte familier.
Når følelserne slår kolbøtter
Børn bekymrer sig om sine forældre. De bekymrer sig om far – eller mor kan klare det, om de er kede af det, om hvad de laver, om de er ligeglade – og ofte føler børnene skyld over at efterlade den ene af sine forældre og måske glæde sig til at se den anden. Børnene savner. De savner den forældre de ikke er hos, de savner søskende, deres bedsteforældre, deres hund, kat osv.
Når børn bliver presset følelsesmæssigt – og det gør de når de skal frem og tilbage mellem sine forældre, så skal der MEGET MINDRE til, at børnene bliver sure, frække, trodsige, triste etc. Selvom børnene normalt sagtens kan tåle et nej, selvom de normalt sagtens kan pakke sin taske ud og selvom børnene normalt taler pænt, så mister de for en kort periode visse af sine kompetencer fordi følelserne slår kolbøtter – og det er altså helt normalt.

Er du ny på siden?
Velkommen til!
Jeg hedder Janne og er familiekonsulent. Jeg er ekspert i børn og familier – og med speciale i at skabe ro, samhørighed og tilknytning mellem børn og forældre..
Min mission er at skabe mulighed for udvikling. Udvikling af børnene, af forældrene – og af familien. Jeg drømmer om – og jeg stiler efter, at både børn og voksne skal have de bedste muligheder for at knytte sig til hinanden og skabe det fundament som livet leves fra.
Sådan hjælper du dit barn
Det optimale er, at du og din eksmand har regler og rutiner der minder om hinanden. Det fungerer bedst for alle mennesker, at vi gør tingene på nogenlunde samme vis uanset hvor vi er henne. Prøv at forestil dig, at du i ulige uger skal børste dine tænder med venstre hånd og inden morgenmanden, og i lige uger skal du børste med højre hånd og efter morgenmaden. Altså bare tanken får min puls til at hæve sig og vækker en vis uro i mig.
Uanset graden af enighed – eller uenighed, mellem dig og din eksmand, så er der noget du kan gøre hjemme hos dig, så dit barn får nemmere ved at klare overgangene mellem dig og deres far – og så de aflastes følelsesmæssigt.
# 1 Sæt tid af til dit barn
Du skal have fred og ro til at modtage dit barn – og dit barn skal have fred og ro til at blive modtaget. Hvis I skal have gæster, skal til sport eller ud at handle, så er det først efter, dit barn er landet hjemme hos dig.
# 2 Vis at du har ventet på dit barn
Vis dit barn, at du har vente på ham eller hende. Du kan have lavet en lille snack som I sammen kan nyde imens du fortæller, at det er dejligt at han er hjemme igen.
# 3 Vis interesse i dit barns liv hos sin far
Når du spørger ind til hvad dit barn har lavet hos sin far, så er det egentlig ikke for at føre kontrol – VEL. Du stiller spørgsmål for at tillade, at dit barn kan trække tråde fra sit liv hos sin far med hjem til dig… så der kommer sammenhæng i tingene – i dit barns liv.
Du kan spørge om hvad dit barn har lavet over hos sin far? Måske svarer dit barn (et irriterende) ”ingenting”. Du kan prøve at sige, at du heller ikke har lavet så meget… set lidt tv og gjort lidt rent. Det kan også være, at dit barn fortæller, at de har besøgt farmor. Så kan du spørge til hvordan hun har det. Hvis dit barn fortæller, at far har haft gæster – kan du spørge, om det er nogen du kender. Du kan spørge om dit barn var ”med til festen” eller om han måske lavede noget andet…. (måske ligesom dengang du havde gæster).
Din opgave er at vise interesse, normalisere og lade dit barn tage sin ”fortid” med hjem til dig. Uden fortid er der nemlig ingen fremtid. Hvis noget af det dit barn fortæller lyder for mærkeligt, så kræver det måske lidt mere undersøgelse – men ikke lige nu. Du ved – for det har alle vist prøvet, at hvis dine spørgsmål og jeres samtale minder om et forhør – ja så er det nærmest en naturlov, at dit barn klapper i – og lige nu er du i gang med at hjælpe dit barn hjem til dig igen.
# 4 Fortæl hvad resten af dagen bringer
Fortæl dit barn hvad resten af dagen bringer. Du kan sige, at I kan starte med at tømme tasken og så tøffe lidt rundt sammen, måske spille et spil, læse en bog, lave aftensmad osv. Hvis I har planer udenfor huset; hvis I skal på besøg et sted, i biografen eller en tur i skoven, så fortæl dit barn om jeres planer og hvornår I skal afsted. Respekter at dit barn med stor sandsynlighed har brug for at være hjemme – og alternativt være sammen med nogle af sine gode venner.
Uanset graden af din eksmands – og dit samarbejde, uanset graden af indflydelse fra nye partnere og netværk i øvrigt, så skal dit barn have tid til at lande – hjemme hos dig.
Den følelsesmæssige uro som barnet helt naturligt bringer med hjem reguleres allerbedst via dig; via din ro, dit overblik, din forudsigelighed og selvfølgelig via din kærlighed – og den følelsesmæssige, helt normale uro dit barn drager afsted med når han eller hun næste gang skal hjem til sin far, kan selvfølgelig reguleres på samme vis – via dig, din ro, dit overblik, og via rutinens forudsigelighed.
Hvis følelserne driller lidt hos dig selv, hvis du har svært ved at finde den ro og det overblik og du indimellem bliver usikker på, hvordan du håndterer dine egne følelser og følelserne i dit barn i forbindelse med skilsmissen, kan jeg anbefale dig at kigge på mit online kursus “hjælp dit barn trygt gennem skilsmissen“. Her giver jeg dig nogle konkrete værktøjer til, hvordan du naturligt håndterer de svære følelser.

Mine børn trives og har det godt. Men jeg har verdens dårligste samvittighed
Mine børn trives og har det godt … men mig - jeg har verdens dårligste samvittighed En artikel om, hvorfor du mærker den dårlige samvittighed selvom den ikke er helt rationel, og hvad du skal gøre med den…Kender du det med at have dårlig samvittighed selvom du...

Skal jeg være tjener for mit barn? Hvor går grænsen?
Det er et godt spørgsmål – svaret er selvfølgelig nej … men når spørgsmålet er godt, så er det fordi, at sådan noget som grænser og rammer virkelig er en ting som kan løbe helt af sporet og enten blive skørt rigide eller fuldstændig utydelige. Dette er der rigtigt...